Hvad kigger vi efter til et tandstatus?
Ved et tandtjek gennemgår vi kattens tænder og mundhule grundigt. Vi ser blandt andet efter tandsten, belægninger og misfarvninger, samt skader på tænderne og tegn på tandkødsbetændelse eller parodontose. Vi undersøger også mundhulens slimhinder, tunge og øvrige strukturer for sår, hævelser, knuder og andre unormale forandringer.
Som en fast del af en tandstatus tager vi røntgenbilleder af tænderne. Det giver os mulighed for at undersøge tandrødderne og knoglen omkring tænderne samt opdage forandringer, der ikke er synlige ved en almindelig undersøgelse.
Ved behov afsluttes tandstatussen med rensning af tænderne.
De mest almindelige tandproblemer hos katte og deres symptomer
Katte kan udvikle forskellige sygdomme i tænder og mundhule. Nogle af de mest almindelige er følgende:
- Tandkødsbetændelse og parodontose: Tandkødsbetændelse opstår typisk som følge af bakteriebelægninger på tænderne og viser sig ved rødt, hævet og eventuelt blødende tandkød. Hvis betændelsen ikke behandles, kan den udvikle sig til parodontose, hvor vævet og knoglen omkring tænderne gradvist nedbrydes. Det kan medføre løse tænder og i sidste ende mistede tænder.
- Tandresorption (FORL): FORL er en relativt almindelig tandsygdom hos katte, hvor en eller flere tænder gradvist nedbrydes. Processen kan begynde i tandens rod og senere brede sig til den synlige del af tanden. Sygdommen kan være meget smertefuld og i nogle tilfælde kan tanden se næsten normal ud, selvom der er betydelige forandringer under tandkødet. FORL kan derfor kun diagnosticeres sikkert ved hjælp af tandrøntgen.
- Mundhulebetændelse (stomatitis): Nogle katte udvikler en mere omfattende betændelsestilstand i mundhulen, hvor både tandkød og slimhinder bliver kraftigt betændte. Tilstanden kan være meget smertefuld og medfører dårlig ånde, øget savlen, problemer med at spise og nedsat appetit.
- Knækkede tænder: Tænder kan knække som følge af emsempelvis slag, fald og bid i hårde genstande. Hvis frakturen når ind til tandens nerve og blodforsyning, kan det give betydelige smerter og risiko for udvikling af en tandbyld.
Følgende symptomer er vigtige at være opmærksom på:
- Dårlig ånde
- Øget savlen og blodtilblandet spyt
- Rødt, hævet og blødende tandkød
- At katten taber foder ud af munden eller tygger anderledes
- At katten foretrækker blødt foder eller har sværere ved at tygge tørfoder
- at katten gnider poterne mod munden eller ryster på hovedet
- nedsat appetit eller vægttab
Uanset hvilken tandsygdom din kat har, kan symptomerne være svære at opdage også, selvom din kat har alvorlige tandproblemer.