Blodprøver - et indblik i hundens sundhedstilstand?
En blodprøve kan give os et detaljeret indblik i din hunds sundhedstilstand og hjælpe os med at opdage forandringer i kroppen, som ikke nødvendigvis kan ses ved en almindelig klinisk undersøgelse.
Ved en blodprøve kan vi blandt andet undersøge:
- Blodceller: Blodet består af røde og hvide blodceller samt blodplader. De røde blodlegemer transporterer ilt rundt i kroppen, de hvide er en del af immunforsvaret, og blodpladerne sørger for, at blodet størkner. Ved at måle disse kan vi blandt andet finde tegn på infektion og inflammation, blodmangel og forstyrrelser i blodets evne til at størkne.
- Leverens funktion: Måling af forskellige leverenzymer kan vise tegn på påvirkning eller skade af levercellerne og hjælpe os med at vurdere, om der er behov for yderligere undersøgelser af leveren.
- Nyrernes funktion: Vi kan blandt andet måle affaldsstoffer som kreatinin og urinstof, der udskilles via nyrerne. Ændringer i disse værdier kan derfor give os information om nyrernes evne til at filtrere blodet. Vi kan også måle SDMA, som er en mere følsom markør, der stiger ved nedsat nyrefunktion, før vi kan se ændringer ved de andre markører.
- Blodsukker: Et forhøjet blodsukker kan være tegn på diabetes, men et for lavt blodsukker kan være udtryk for andre sygdomstilstande.
- Elektrolytter og mineraler: Måling af blandt andet natrium, kalium og calcium kan afsløre ubalancer, som kan have betydning for kroppens organer og funktioner.
- Proteiner i blodet: Albumin og globuliner kan give os information om blandt andet leverfunktion, væskebalance , inflammation og immunforsvarets aktivitet.
- Hormoner: Vi kan måle forskellige hormoner i blodet. Dette kan være relevant ved mistanke om problemer med stofskiftet eller andre hormonelle forstyrrelser som Cushings syndrom eller Addisons sygdom.
Blodprøven tages typisk fra en vene på forbenet og de fleste hunde acceptere det ganske fint. Hvilke analyser vi vælger at foretage af en blodprøve, afhænger altid af din hunds symptomer og den problemstilling, vi ønsker at undersøge. Resultaterne vurderes samlet og sammenholdes med hundens kliniske undersøgelse, så vi bedst muligt kan finde årsagen til eventuelle symptomer og planlægge den rette behandling.
Præanæstetiske blodprøver:
Inden din hund skal i bedøvelse, anbefaler vi at få taget en blodprøve for at få indblik i dens indre sundhedstilstand. Selvom din hund virker rask, kan der være forandringer i blodprøven, som endnu ikke har givet nogen klinisk symptomer.
Ved en præanæstetisk blodprøve undersøger vi blandt andet leverens og nyrernes funktion, elektrolytter og blodcellerne. Det giver os mulighed for at opdag eventuelle afvigelser, som kan have betydning for, hvordan din hund omsætter og udskille bedøvelsesmidler.
Resultaterne indgår i vores samlede vurdering af hundens helbred og hjælper os med at tilpasse bedøvelsen bedst muligt til præcis din hund.
Selv hvis alle blodværdier ligger indenfor normalområdet har undersøgelse stadig en stor værdi. Resultaterne gemmes i journalen og kan senere bruges som udgangspunkt for din hunds normale blodværdier ved eventuelle fremtidige undersøgelser eller sygdom.
Hvad viser en urinprøve?
En urinprøve er et vigtig redskab ved udredning af sygdomme i urinvejene og nyrerne og kan give os informationer, som vi ikke kan se ved en blodprøve.
Ved en urinundersøgelse kan vi blandt andet vurdere nyrernes evne til at regulere kroppens væskebalance ved at måle urinens vægtfylde, samt undersøge urinen for forekomst af blod, protein, glukose og celler. Vi kan også undersøge urinen mikroskopisk for krystaller, celler og bakterier.
Ved mistanke om en urinvejsinfektion, vil vi typisk også lave en dyrkning af urinprøven, hvor vi kan bestemme, hvilke bakterier, som er tilstede samt bestemme deres følsomhed overfor forskellige typer af antibiotika. Dette hjælper os med at vælge den mest hensigtsmæssige behandling.
Urinundersøgelse kan både anvendes ved symptomer som hyppig vandladning, ændret drikkelyst, blod i urinen eller besvær med at tisse, men også ved mistanke om nyresygdom og til kontrol af kende nyre- og urinvejsproblemer.
Afføringsprøver og parasitter
En afføringsprøve kan hjælpe os med at påvise forskellige parasitter, som kan påvirke din hunds sundhed og trivsel. I nogle tilfælde kan parasitter give symptomer som diarre, opkast, vægttab og ændret appetit, mens i andre tilfælde kan de være tilstede uden nogen tydelige symptomer.
Ved undersøgelse af din hunds afføring kan vi blandt andet finde orm, parasitæg eller encellede parasitter. Dette kan være spolorm, hageorm eller giardia. Derudover kan vi også undersøge prøven for tilstedeværelse af larver fra hjerte- og lungeorm.
Afføringsprøver kan være relevante både ved symptomer fra mave-tarmkanalen og ved mistanke om parasitter, men også indgå som en del af din hunds forebyggende sundhedspleje.
Vi anbefaler en årlig undersøgelse for hjerte- og lungeorm, da disse kan være tilstede længere tid, før din hund udvikler symptomer. Hvis du har Vetplan, er dette en del af dit abonnement.
Øreundersøgelser
Hvis din hund har kløe, rødme, øget ørevoks eller ubehag fra ørerne, kan en undersøgelse af en prøve fra øret hjælpe os med at finde årsagen til problemet.
Ved at undersøge prøven i mikroskopet kan vi blandt andet identificere bakterier, gærsvampe og øremider. Ved tilstedeværelsen af bakterier foretager vi typisk også en dyrkning og resistensbestemmelse, så vi kan vælge den mest hensigtsmæssige behandling.
Hurtige analyser på klinikken
En af fordelene ved, at vi hos Vejen Dyrehospital har vores eget laboratorium er, at vi kan udfører mange undersøgelser direkte på klinikken og dermed få svar på en række prøver inden for kort tid. Det betyder, at vi i mange tilfælde kan få værdifuld viden om din hunds sundhedstilstand allerede under eller kort tid efter konsultationen.
De hurtige prøvesvar kan være med til at forkorte tide fra mistanke om sygdom til diagnose og behandling. Det er særligt værdifuldt, når din hund er akut syg eller når vi har behov for hurtigt at vurdere din hunds tilstand og behov for behandling.
Nogle undersøgelser kræver mere specialerede analyser, som vi ikke kan udføre på vores eget laboratorium. I disse tilfælde sender vi prøverne til et eksternt laboratorium og giver dig svar, når det foreligger os.