Hvad er røntgen?
Røntgen er en billeddiagnostisk undersøgelse, hvor røntgenstråler bruges til at skabe billeder af kroppens indre strukturer. Knogler og andet væv absorberer strålingen forskelligt, hvilket gør det muligt at skelne mellem de forskellige vævstyper på røntgenbilledet. Det giver mulighed for at identificere forandringer, som ikke altid kan ses eller mærkes udefra.
I hestepraksis bruger vi typisk røntgen i forbindelse med:
Halthedsundersøgelser, hvor røntgen er særligt velegnet til at identificere forandringer i knogler og led. Det kan blandt andet bruges til at undersøge for slidgigt, frakturer og rotation af hovbenet ved forfangenhed.
Handelsundersøgelser, hvor røntgen af ben, hals og ryg ofte indgår som en del af undersøgelsen i forbindelse med køb og salg af heste.
Tandrøntgen, hvor røntgen kan supplere mundhuleundersøgelsen, da nogle forandringer i hestens tænder og kæber ikke kan ses ved en almindelig undersøgelse. Det kan blandt andet være relevant ved længerevarende eller komplicerede tandproblemer.
Hos heste tages røntgen typisk stående, hvor hesten er let sederet, da det er vigtigt, at den står helt stille, når billederne tages. Vi medbringer vores mobile digitale røntgenudstyr, som giver os mulighed for at vurdere billederne direkte i stalden.
Forberedelse
Forberedelsen kan variere lidt afhængigt af, hvilke røntgenbilleder der skal tages. Som udgangspunkt skal hesten være striglet og fri for mudder på de områder, hvor der skal tages billeder. Hvis der skal tages røntgen af hovene, skal disse også være renset.
Røntgen tages bedst på et område med et jævnt gulv, og der skal være adgang til strøm. Derudover skal vi som minimum gerne have én hjælper til at håndtere hesten, mens der tages røntgen.
Da røntgen indebærer brug af ioniserende stråling, foretrækker vi at planlægge besøgene på tidspunkter, hvor der er mindst mulig trafik i stalden. Det gør det lettere at sikre passende afstand for personer, der ikke er involveret i undersøgelsen.