Laboratorieundersøgelser til din hest

Blod- og laboratorieprøver er et vigtigt redskab til at opdage og diagnosticere sygdomme, følge hestens sundhedstilstand og følge op på effekten af en behandling. 

Hos Vejen Dyrehospital udtager vores hestedyrlæger prøverne direkte hos din hest. En stor del af prøverne kan analyseres på vores eget laboratorium, så vi hurtigt kan få svar og gennemgå resultaterne med dig.

Blodprøver kan bl.a. være relevante ved mistanke om leversygdom, nyreproblemer, infektioner, hormonelle forstyrrelser eller ved uforklarlige symptomer eller ændringer i hestens tilstand. 

Andre laboratorieundersøgelse kan bl.a. være undersøgelser for bakterier og deres følsomhed overfor antibiotika eller gødningsprøver for parasitter. 

Har du spørgsmål eller er bekymret for din hests helbred, er du altid velkommen til at kontakte os på 75 55 56 59

Hvad kan vi undersøge?

Vi udtager blodprøver eller andre prøver hjemme hos dig og din hest. I samråd med dig lægger vi en plan for, hvilke prøver der er relevante i forhold til de bekymringer, du måtte have for din hest. 

I vores eget laboratorium kan vi udfører et stort udvalg af analyser, bl.a. standardblodprøver, gødningsprøver samt undersøgelse og resistensbestemmelse af forskellige prøvematerialer. 

En standardblodprofil giver os et bredt billede af hestens blod og organfunktioner. Det kan bl.a. hjælpe os med at finde tegn på infektioner, lever- og nyrelidelser, muskelproblemer og blodmangel(anæmi). 

Ved behov kan vi sende prøver til eksterne laboratorier for mere specialiserede undersøgelser . Dette kan bl.a. være målinger for specifikke hormoner, som ACTH til diagnosticering af PPID/Cushings og insulin ved mistanke om EMS.
Vi kan også måle akut fase-proteinet SAA (serum amyloid A), som er en følsom markør for betændelse- og irritationstilstande i kroppen hos heste. SAA kan hjælpe os med at vurdere om der er sådan en tilstand, samt at følge udviklingen under et sygdomsforløb eller en behandling. 

Udover blodprøver kan vi udtage svaberprøver fra sår, som ikke vil hele eller livmoderen fra hopper med nedsat fertilitet. Prøverne undersøges for bakterier og ved behov kan bakteriernes følsomhed over for antibiotika bestemmes. 
Vi undersøger også gødningsprøver for bl.a. strongolider, spolorm og bændelorm på vores eget laboratorium. 

Blodprøver - hvad betyder et normalt svar?

Når vi tager en blodprøve på din hest, er der to ting, som er vigtige at have i tankerne:

For der første er en blodprøve altid et øjebliksbillede. Den viser, hvordan hestens krop ser ud på det tidspunkt, hvor prøven bliver taget. Værdierne kan derfor ændre sig, hvis hesten fortsat er syg, bliver rask eller udvikler nye symptomer.

For det andet sammenlignes blodprøvens værdier med et referenceinterval. Referenceintervallet beskriver det område, hvor værdierne typisk ligger hos raske heste. Det er baseret på målinger fra en større gruppe heste og er fastlagt, så omkring 95% af de raske heste ligger indenfor intervallet. 

Hvis man får en blodprøvesvar tilbage, hvor alt er "normalt", betyder det derfor ikke, at blodprøven har været forgæves. Tværtimod har vi fået et billede af, hvordan netop din hests blodværdier ser ud. Det kan give os et værdifuldt udgangspunkt, hvis vi på et senere tidspunkt får behov for at undersøge hesten igen og tage en ny prøve. Hvis hesten bliver syg eller udvikler nye symptomer, kan en ny blodprøve sammenlignes med den tidligere. Det kan gøre det lettere at følge udviklingen i sygdommen og hestens reaktion på behandling, da man kan se, hvilke værdier, som har ændret sig. 

Du får 15% i rabat på blodprøver med en VetPlan til din hest

Har du VetPlan til din hest, er blodprøver en af de ydelser du får rabat på.

Vores sundhedsordning VetPlan samler forebyggende pleje, vaccination og sundhedsundersøgelse, gødningsprøver mv. i ét abonnement til fast månedspris og du sparer penge hen over året.

Læs mere om VetPlan til din hest